Mad og måltider fylder meget i vuggestuen
- Citat Helle: "i vuggestuen er der altid nogen, der spiser 😊"
- Vi opfordrer børnene til at spise selv, og vi undersøger og smager på maden
- Vi har guldmærket i økologi, hvilket betyder, at vores madproduktion udarbejdes af 90-100% økologiske madvarer
- Professionel varetagelse af børnenes mad og måltider
I Sydvesten fylder de daglige måltider en del af hverdagen. I maden finder barnet tryghed og forudsigelighed, da man altid kan regne med maden. Maden er afgørende for at kunne fungere og være veltilpas, og være aktiv gennem dagen. Børnene har deres sanser i spil gennem maden. Blandt andet syn, lugte, og følesansen, de andre sanser er også i spil. I vuggestuen er vi opmærksomme på, at børnene oplever mange forskellige smage. Vores kosteneansvarlige, Helle, laver ugentligt en madplan, der er tilpasset vuggestuebarnets ernæringsmæssige behov. Madplanen er præget af forskellige smage. En del af maden er genkendelig, hvilket også er vigtigt, da børn skal smage mad op til 15 gange, før de kan danne sig erfaring med, om de kan lide det eller ej.
Ved de forskellige måltider i vuggestuen fokuserer vi på, at børnene selv spiser. De må gerne spise med fingrene, da det er herigennem, barnet sanser maden. Der mærkes på maden og den splatter ud gennem fingrene, for dernæst at blive smagt på. Børnene piller i maden, nogle gange for at skille maden ad, for dernæst at spise det eller for at undersøge de forskellige madvarer, der er i måltidet. Vi dufter til maden og taler om at det dufter dejligt. Vi kigger på og undersøger de forskellige madvarer. Hvilke madvarer det er. For eksempel at broccoli er grønt og ligner et lille træ, at appelsinen er orange og rund, og at den måske smager sødt eller surt. At bananen er gul og blød, og at man selv kan pille skrællen af.
Professionel varetagelse af børnenes mad og måltider
Barnets forhold til mad er baseret på lyst og nysgerrighed. Derfor lægger vi vægt på, at maden ser indbydende ud og bliver serveret i rolige og hyggelige omgivelser. Vi er privilegerede at have Helle ansat som vores madmor. Hun laver hver dag lækker hjemmelavet mad og hjemmebagt brød til både børn og voksne.
Fuld forplejning:
Måltiderne fordeler sig sådan:
Morgenmad kl. 6.25 – 7.15
Formiddagsmad kl. 8.30
Frokost kl. 11
Eftermiddagsmad ca. kl. 14
Varieret kost
Helle laver varm mad 4 gange om ugen og kold mad (rugbrød) 1 gang om ugen.
Vi varierer mellem grød, kød, fisk, vegetarretter og supper. Retterne indeholder al den energi barnet har brug for til at vokse og trives. Vi er opdateret med den sidste nye viden indenfor mad til småbørn og deltager jævnligt i kurser.
Madplan
Vi udarbejder madplaner for hver uge og disse kan læses på Aula
Økologi efter økonomi
Vi tager udgangspunkt i årstidernes udbud af frugt og grønt. Sådan opnår vi mest smag, vitaminer og fylde.
Vi er bevidste om at vælge økologisk, men prioriterer også ud fra økonomi.
Vi har det økologiske spisemærke i guld, hvilket forpligter os til at have et økologisk råvareforbrug på mellem 90-100 %.
Vi bager selv sundt og fiberrigt brød på nær rugbrød. Både kerner og mel er med få undtagelser økologiske. Mælken er altid økologisk, lige som de øvrige mælkeprodukter er det.
Ikke for børn
Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om mælketyper, fedt, sukker og salt.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn fra 0-3 år får meget lidt sukker og salt. Derfor begrænser vi brugen af det.
Jorden rundt på tallerkenen
Vi laver almindelig dansk mad, men også mad inspireret af andre lande. Sådan smager og dufter børnene mange forskellige krydderier og får pirret deres sanser og udviklet deres smagsløg.
Vi tager udgangspunkt i den danske madkultur, bordskikke og traditioner, men er åben for den globale verden, vi er en del af.
Vi respekterer andre religioner og kulturbaggrunde. Børnene får som udgangspunkt den samme mad, men hvis det af religiøse eller diætmæssige hensyn ikke er muligt serveres et passende alternativ.
Kan selv og vil selv
Vi inddrager de største børn i måltiderne ved, at de selv dækker bord, øser op og smører brød, – en aktivitet, der øger appetitten og madglæden.
Særlige hensyn i forhold til kost
Børnene får som udgangspunkt den samme mad, men hvis det af religiøse eller diætmæssige (ifølge aftale med lægen) hensyn, ikke er muligt, serveres et passende alternativ.