Daglig opdeling i fordybelsesgrupper
Børnene inddeles dagligt i mindre fordybelsesgrupper. På denne måde har vi voksne en bedre mulighed for at se det enkelte barn, danne gode relationer til barnet, og vi kan hjælpe og støtte barnet i at danne relationer til andre børn. På den måde kan vi bedre følge barnet og støtte op om det enkelte barns initiativ og deltagelse i diverse lege og aktiviteter.
Muligheder ved daglig opdeling i fordybelsesgrupper
Muligheder ved opdeling i fordybelsesgrupper:
• Tæt fællesskab - 1 pædagogisk personale til 3-5 børn.
• Alle bliver set, hørt og anerkendt for dem de er i en lille gruppe.
• Alle får nærvær, omsorg, tryghed og kontakt i en lille gruppe.
• Vi skaber grobund for tillidsfuldt samvær i en lille gruppe.
• Barnet har medbestemmelse i forhold til udvalgte aktiviteter og medansvar. Vi følger barnets spor.
• Mulighed for at fordybe sig i aktiviteter med leg, hvor der foregår læring på det enkelte barns niveau.
• Muligheder for at danne relationer med andre børn i en lille overskuelig gruppe, samt for de ældre børns vedkommende at få øje på og etablere relationer på tværs af husets grundopdeling
Læring og børnefællesskaber
- Små og store børnefællesskaber i vuggestuen
- Børn skal opleve sig som værdifulde medlemmer af et børnefællesskab i vuggestuen
Alle børn skal opleve sig som et værdifuldt medlem af et børnefællesskab i Vuggestuen Sydvesten. Børnefællesskaber er dels selvvalgte, hvor børnene finder sammen spontant eller gennem mere stabile relationer. Der er ligeledes voksenunderstøttede fællesskaber, hvor det pædagogiske personale skaber læringsmiljøer, hvor vi sammensætter en lille gruppe børn, og hvor vi har fokus på at skabe mulighed for relations dannelse børnene imellem
Børn i udsatte positioner
Der er plads til, at vi i vuggestuen i højere grad kan understøtte børn i udsatte positioner i en periode. Vi arbejder med børn i udsatte positioner i vuggestuen, hvor vi blandt andet har mulighed for at bruge mindre børnegrupper.
Der er plads til, at vi i vuggestuen i højere grad kan understøtte børn i udsatte positioner i en periode.
Det er vigtigt, at vi får de andre børn til at se pågældende barn som en del af det sociale fællesskab. Dette gøres ved for eksempel at lave vokseninitierede aktiviteter, der støtter op om det udsatte barns initiativer og interesser, men samtidig også aktiviteter, der passer til resten af børnegruppen.
Aktiviteter i den mindre gruppe er stadig med fokus på alle i gruppen. Ved det at gruppen er mindre, er der større mulighed for at støtte det enkelte barns behov. Der er pt ansat en pædagog i social normering. Dette muliggør blandt andet, at der kan arbejdes i en lille fordybelsesgruppe med børn fra en eller flere stuer i samme gruppe.
Vi har samarbejde med ergo- og fysioterapeuter, familiegruppen, FBU, PPR, talepædagog, og vi gør jævnligt brug af tolke. I Vuggestuen Sydvesten arbejder vi med tidlig opsporing. Dette gør vi blandt andet ved at trivselsvurdere alle børn. Læs mere om dette i Opsporingsmodellen
Det gode læringsmiljø
Vi tilrettelægger læringsmiljøer, som tager sit udgangspunkt i den aktuelle børnegruppe og som giver mulighed for et varieret udbud af erfaringsdannelse og læring. Vi ser på hvad børnene er optaget af for tiden –interesse - udvikling, - hvor er de motorisk, kognitivt, socialt.
Vi søger at skabe alsidige og trygge læringsmiljøer hele dagen. Dette gøres både gennem vokseninitierede aktiviteter, børneinitierede aktiviteter, daglige rutiner og ved understøttelse af børns leg. Læs mere i vores Pædagogiske Læreplan
Børneperspektivet i Sydvesten
- Det pædagogiske læringsmiljø skal tage udgangspunkt i et børneperspektiv
- Børneperspektivet i vuggestuen handler først og fremmest om daglig omsorg
- Børneperspektivet er, at små børn har brug for, at miljøet i stor udstrækning er tilpasset deres behov
Børneperspektivet er, at små børn har brug for omsorg. Daglig omsorg spiller en afgørende rolle for alt pædagogisk arbejde. Omsorg for barnet er basal, i det små børn har brug for sikkerhed og tryghed for at have kræfter og overskud til at lege, udvikle sig og lære.
Daglige rutiner som læringsmiljøer
Daglige rutiner er meningsfulde læringsrum, der giver mening for børnene. Her foregår der fordybelse og læring hele tiden. Blandt andet med den upåagtede faglighed. Det kan være ved måltider, på badeværelset, bleskift, garderoben, under børneinitieret leg og så videre.
De daglige rutiner er meningsfulde for børn. Inddragelse i disse giver børn en oplevelse af at være en del af- og bidrage til fællesskabet. Det bidrager således både til selvhjulpenhed, handlekompetencer, motorik, sproglig og social læring og til en oplevelse af at være en betydningsfuld del af et fællesskab.
Krav til pædagogisk læreplan
Der er krav i dagtilbudsloven om, at alle institutioner skal udarbejde en skriftlig pædagogisk læreplan. Den pædagogiske læreplan udgør rammen for alle børns læring.
Den pædagogiske læreplan indeholder:
- det fælles pædagogiske grundlag
- beskrivelse af seks læreplanstemaer
- pædagogisk mål for sammenhængen mellem læringsmiljøet og børns læring
Den pædagogiske læreplanen skal evalueres mindst hvert 2. år. Både den pædagogisk læreplan og evalueringen skal være offentlig tilgængelig. Hvis du er forælder i institutionen, kan du finde vores pædagogiske læreplan i fuld længde på Aula. Har du ikke adgang til institutionens Aula, kan du henvende dig til den pædagogiske leder og få den tilsendt.